onsdag den 11. juli 2012

Mine yndlings kanelsnegle

Skrevet af Alea.
Da jeg startede på mit nye job mandag efter min 25års fødselsdag, mente mine nye kollegaer bestemt at det måtte være på sin plads at jeg bagte nogle kanelsnegle til dem. Jeg har bagt mange kanelsnegle i mit liv, men jeg har altid haft problemer med at de bliver for tørre og at fyldet flød ud på bagepladen i stedet for at blive i sneglen. Men efter at have afprøvet forskellige opskrifter og lånt lidt fra hver af dem, er jeg kommet frem til disse. De er svampede og fyldet er dejligt snasket. De holder sig fint i kagedåse en dag eller to, og på dag 3 skal de blot have 10sek. i mikroovnen, så er de dejlig bløde og lækre igen.

Dej:
5 dl koldt sødmælk
50g gær
150g sukker
15g salt
12g kardemomme (kan undlades)
1kg mel
150g smør.

Fyld:
200g stuetemperet smør
200g marcipan
200g sukker
2spsk kanel

1æg til pensling

Fremgangsmåde:
Dejen:
Rør gæren ud i mælken. tilsæt de øvrige ingredienser undtaget smøret. Ælt dejen til den er glat og blank. Ælt derefter smøret i. Den skal æltes til den er glat igen. Det tager lidt tid. Den laves nemmest på røremaskine, men jeg ælter den i hånden og det kan sagtens lade sig gøre, hvis man ikke er bange for at få fedtede fingre.
Lad dejen hæve i 1½ time veed stuetemperatur.

Fyldet:
Rør sammen med en elpisker. Hvis man vil være sikker på ikke at have klumper i fyldet må man have hænderne i det, men personligt synes jeg ikke klumperne betyder noget.

Vend dejen ud på et meldrysset køkkenbord og del den i to. Rul hver del ud til en stor rektangel ca 50x40, men føl jer frem. Dejen skal ikke være super tynd, men heller ikke så tyk at der bliver for meget dej i forhold til fyld. Fordel halvdelen af fyldet ud på hver rektangel og rul dejen sammen til en rulade som skæres ud i 14 stykker. Sneglene lægges på bageplade og hæver i to timer inden de pensles med æg og bages i 14 min ved 200C. Afkøles på bagerist.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar