Nu havde der på det sidste været så mange ting der skulle nåes, at jeg ikke havde haft tid til at komme ned og hilse på i kaffebaren. Da jeg først kom ned blev jeg lidt nedtrykt, da Rasmus (En tidligere kollega, og rigtig god ven) ikke var at se nogen steder. Det viste sig dog at han havde "kontor dag". Så jeg fandt ham oppe i den anden kaffebar, og oven i det, var der en anden dejlig overraskelse; Lars (Stamkunde på baren, og rigtig god ven) havde også lagt vejen forbi. Det er jo altid dejligt med glædelige gensyn.
Hver gang jeg er på kaffebaren får jeg en cappuccino, det eneste sted hvor jeg rent faktisk kunne finde på at bestille en. De laver en dejlig espresso, skummer mælken helt perfekt og får det hele til at smelte sammen til en dejlig cremet kop kaffe med en rigtig god temperatur, som man bare kan drikke uden at brænde sig. Andre steder, derimod, har jeg før fået en cappuccino, som tit bare er tynd kaffe i bunden, et tykt lag skum på toppen og så brændende varm, så man bare kan stå og vente på at den bliver nogenlunde mulig at drikke.
Derudover nød vi godt af Rasmus´ "kontor dag", da de havde fået ny kaffe hjem, og der var enkelte der skulle justeres, så han havde gang i den store "hario" brygning, hvor der så faldt masser af smagsprøver af.
Jeg er ikke kaffe snob. Derhjemme drikker jeg nescafe, på arbejde drikker jeg grumset stempel kaffe, og når jeg er ude drikker jeg det der bliver serveret. Det gør jeg fordi jeg godt kan lide kaffe, og den skal helst bare være sort og så har jeg faktisk ikke så høje krav.
Men når man så får en sort kaffe på kaffebaren, brygget på "hario", så tænker man hvordan kan man drikke alt det andet kaffe man får serveret rundt omkring, som bare er kulsort og bitter. Disse kaffer, de laver, tåler ingen sammenligning. Her får man en sort, klar og ufattelig elegant kop kaffe, med klare og friske smagsnuancer, og alt efter typen af kaffen er der tydelig forskel på dem i syrlighed, fylde og selve smagen, og det er jo en ren fornøjelse. Glæder mig til tiden kommer til jeg skal ned og sige hej igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar